Om Center for Diabetes og Hjertesygdomme
Du kan få et forløb i Center for Diabetes og Hjertesygdomme og derigennem få støtte til dit liv med type 2-diabetes eller hjertesygdom.
Vi tilbyder fx:
- Samtaler om dit liv og dét, der er vigtigt for dig
- Undervisning om livet med hjertesygdom og diabetes
- Forskellige træningshold
- Madlavning og kostvejledning
- Rygestopkurser og samtaler om alkohol
- Støtte til pårørende.
Vi vil gerne gøre det nemmere for dig at leve et godt liv med diabetes eller hjertesygdom. Derfor har vi bl.a. undervisningshold, hvor du får gode råd og redskaber til at leve livet med diabetes eller hjertesygdom.
På vores madlavningshold får du praktisk erfaring med at lave sunde og velsmagende måltider.
På vores træningshold hjælper vi dig med at få mere bevægelse ind i hverdagen. Du kan fx deltage i boldspil, yoga eller styrke- og konditionstræning.
Når du går på et hold, er det altid sammen med andre, der har samme sygdom som dig – enten type 2-diabetes eller hjertesygdom. Et forløb varer typisk 3-6 måneder, og du kan komme både i dag- og aftentimerne.
Vi bor på Vesterbrogade 121 - tæt på metrostationerne på Enghave Plads og Frederiksberg Allé.
Engagerede og dygtige medarbejdere
I centret møder du bl.a. vores dygtige diætister, fysioterapeuter og sygeplejersker. Vi samarbejder på tværs af faggrupper, og vi arbejder også sammen med andre dele af sundhedsvæsnet - fx hospitalerne og de praktiserende læger.
Vi er her alle for at hjælpe dig, så du kan leve det bedst mulige liv med din sygdom.
Tilbud på andre sprog end dansk
Center for Diabetes og Hjertesygdomme er også for dig, der ikke har dansk som førstesprog.
Vi kan sørge for, at der er en tolk med til dine individuelle samtaler. Og du kan få viden og inspiration på andre sprog end dansk. Vi har fx holdundervisning på tyrkisk, arabisk og urdu.