Case 4: PRO som støtte i arbejdet med mål

Hvordan kan PRO styrke arbejdet med målsætninger i den afklarende samtale? Casen viser, hvordan borgerens egne svar kan bruges som afsæt for at formulere realistiske mål og tale om både ressourcer og barrierer.

Udfordring

Både i Kvalitetsstandarderne og Hvidbog om rehabilitering anbefales det at arbejde med målsætninger i mødet med borgerne. 

En central udfordring er at sikre, at målsætningerne ikke alene bliver fagligt definerede, men formuleres i tæt dialog med borgeren og med afsæt i borgerens egne perspektiver og forudsætninger.

Løsning:

Vi har samlet 3 eksempler til inspiration til, hvordan PRO kan understøtte målsætningsarbejdet med udgangspunkt i spørgeskemaerne Livskvalitet og Sundhedsvaner (udviklet i regi af Sundhedsdatastyrelsen). 

  1. PRO som afsæt til at identificere mulige målsætninger:

En borger angiver i PRO, at han ønsker at ændre sine nuværende vaner i forhold til fysisk aktivet. 

Kontaktpersonen spørger ind til svarene: Kunne et mål være mere bevægelse? Hvis du kunne bevæge dig mere, hvad ville du så kunne opnå i din hverdag? 

På denne måde bliver borgerens egne svar et naturligt afsæt for dialog om mål.

  1. PRO som støtte til at bygge videre på tidligere succeser 

Borger har angivet i PRO, at han tidligere har røget, men er stoppet. 

Kontaktpersonen spørger: Hvad gjorde, at det lykkedes dig dengang? Er der noget af det, du kan bruge igen i forhold til det  nye mål? 

Her bruges PRO til at synliggøre borgerens styrker og erfaringer med forandring.

  1. PRO som indgang til at tale om barrierer for at nå en målsætning

PRO viser, at borgeren oplever stress, og en WHO-5-trivselscore på 32 indikerer risiko for stress og depression.

Kontaktpersonen kan koble svarene: Du har angivet, at du gerne vil være mere fysisk aktiv, men også at du har lav trivsel. Hvad er det, der fylder mest og kan gøre det svært for dig lige nu?

Dermed skabes en sammenhængende samtale om både mål og barrierer.

Resultat / gevinst

  • PRO sår et tidligt frø til forandring, allerede når borgeren udfylder skemaet hjemmefra
  • Målsætninger for forløbet formuleres sammen med borgeren og tager udgangspunkt i borgerens egne svar
  • Samtalen bygger videre på borgerens ressourcer, erfaringer og styrker