Case 3: Styrket behovsafklaring og mere personcentrerede forløb

Hvordan kan PRO understøtte behovsafklaringen i rehabiliteringsforløb? Her præsenteres tre praksiseksempler, der viser, hvordan PRO kan styrke dialogen med borgeren og give et bedre grundlag for et personcentreret forløb.

Udfordring

Ifølge Sundhedsstyrelsens kvalitetsstandarder for forebyggelsestilbud til borgere med kronisk sygdom skal rehabiliteringsforløb tage udgangspunkt i en systematisk behovsafklaring og i det, der er vigtigt for den enkelte borger.

I praksis kan det være en udfordring at få indblik i borgerens bekymringer, trivsel og hverdagsvaner i samtalen. Nogle problemstillinger kan være svære at tale om, og mange borgere er ikke nødvendigvis selv opmærksomme på, hvordan forskellige forhold i hverdagen påvirker deres sygdom. 

Det kan gøre det vanskeligt at få et fuldt billede af borgerens situation og dermed tilrettelægge et rehabiliteringsforløb, der tager udgangspunkt i borgerens behov og forudsætninger.

PRO kan være et redskab til at understøtte behovsafklaringen i rehabiliteringsforløb og skabe et bedre grundlag for dialog mellem borger og sundhedsprofessionel. 

Nedenfor præsenteres tre eksempler fra praksis på, hvordan PRO kan bidrage til dialogen med borgeren og til planlægningen af et mere personcentreret rehabiliteringsforløb.
 

Løsninger – 3 praksiseksempler

Praksiseksempel 1 - PRO styrker borgerens refleksion

 PRO kan give borgeren anledning til at reflektere over, hvordan forskellige forhold i hverdagen påvirker sygdommen. Når borgeren besvarer spørgsmål om sin hverdag og trivsel, kan det skabe nye erkendelser om sammenhænge mellem vaner, belastninger og sygdom.

Per lever med type 2-diabetes. Da han besvarer spørgsmål om sin hverdag i PRO, bliver han opmærksom på, at både søvn, måltider og stress varierer meget i løbet af ugen.

I samtalen siger han:

“Jeg var ikke klar over, at der var så mange vigtige ting at tænke på og tage alvorligt på samme tid.”

Refleksionen giver et godt udgangspunkt for dialogen mellem borger og sundhedsprofessionel. Sammen kan de prioritere små ændringer i hverdagen, som kan gøre sygdommen lettere at håndtere.


Praksiseksempel 2 - PRO styrker motivation og ejerskab

PRO kan tydeliggøre, hvad der er vigtigst for borgeren, og dermed skabe et mere ligeværdigt udgangspunkt for samtalen. Når borgerens egne prioriteringer kommer frem i PRO-besvarelsen, kan de danne afsæt for mål og indsatser i rehabiliteringsforløbet.

Bo deltager i et rehabiliteringsforløb efter hjertesygdom. I sin PRO-besvarelse skriver han, at hans største bekymring er, at han ikke længere har energi til at lege med sine børnebørn.

Det bliver udgangspunktet for samtalen. Sammen med den sundhedsprofessionelle bliver målet for forløbet at genopbygge fysisk overskud i hverdagen.

Når rehabiliteringen tager udgangspunkt i det, der betyder mest for borgeren, kan det styrke motivationen og oplevelsen af ejerskab i forløbet.

 

Praksiseksempel 3 - Skjulte problemstillinger bliver synlige

PRO gør det muligt at synliggøre problemstillinger, som ellers ikke nødvendigvis ville blive bragt op i samtalen. Ved systematisk at spørge ind til borgerens trivsel og hverdag kan PRO bringe udfordringer frem, som ikke umiddelbart er synlige i mødet med den sundhedsprofessionelle.

Bente deltager i et rehabiliteringsforløb for KOL. Ved første møde fremstår hun ressourcestærk og velfungerende.

Hendes PRO-besvarelse viser dog, at hun ofte føler sig ensom.

Ensomhed kan have stor betydning for trivsel, motivation og deltagelse i rehabilitering. Når problemstillingen bliver synlig i behovsvurderingen, giver det mulighed for at tage emnet op i samtalen og sammen overveje, hvilken støtte der kan være relevant i forløbet – fx deltagelse i gruppetilbud eller andre fællesskaber.

Resultat / gevinst

  • Skjulte problemstillinger bliver synlige – udfordringer og tabubelagte emner, fx ensomhed eller alkohol, kan komme frem i dialogen.
  • PRO gør borgeren til en aktiv partner – når borgerens egne mål og prioriteringer bliver tydelige, øges motivationen. Samtalen tager udgangspunkt i det, der er vigtigt for borgeren.
  • Styrket refleksion hos borgeren – borgeren bliver mere opmærksom på sammenhænge mellem hverdag, trivsel og sygdom.
  • Mere personcentrerede rehabiliteringsforløb – indsatsen kan i højere grad tilpasses den enkelte borgers behov.